The Mexican Pipeline og San Cristóbal

Så kom jeg til Puerto Escondido, Mexicos surfmekka. Byen ligger for foden af bjergene ud til Stillehavet Der bor kun omkring 30.000 mennesker i byen, og det kan helt sikkert mærkes på det daglige tempo. Byen er bygget op omkring de 2 strande, Playa Principal og Playa Zicatela i en stor bugt, hvor især sidstnævnte er hovedattraktionen i byen. For ikke-surfere er Zicatela, dog ikke det store at råbe hurra for, sandet er rimelig groft og der er badeforbud pga de stærke understrømme. Men for gode surfere er det derimod byens helt store tilløbsstykke. Bølgerne er kun omkring 2-3 meter i øjeblikket, men i højsæsonen snakker vi gerne et sted mellem 10 og 15 meter høje bølger der danner perfekte tubes, deraf navnet The Mexican Pipeline. Når bølgerne bliver store er byen hjemsted for en del pro-surfere der bruger Zicatela som træningsplads, og der er også flere store surf-turneringer her hvert år. Surfing her er dog langt fra ufarligt, og man kan på stranden se opstillede kors for de efterhånden nogle liv Zicatela har på samvittigheden, deriblandt også pros. Der så meget kraft i vandet her, at selvom bølgerne ikke er så store for tiden har de stadig rigeligt med kraft til at knække et board for den uheldige. Hvis man så tænker på at bølgerne bliver 5 gange så store er det ikke så underligt at der er dødsfald her. For at sætte lidt i perspektiv hvor stort det egentlig er kan i tage et kig på dette, optaget her for et par år siden: Tow-in surf på Playa Zicatela

Playa Principal

Bølgerne på Zicatela

Heldigvis var der andre strande, med lidt mere begyndervenlige bølger, så min surf-mødom blev taget i lidt sikrere omstændigheder. Desværre var der flere dage med ikke ret mange bølger, end dage med gode bølger og det satte lidt en bremse på læringsprocessen Der var dog heldigvis en del andre ting ved Puerto Escondido der stadig gjorde det et fantastisk sted at være, deriblandt lækre strande, billige drinks, et ok natteliv og de super cool mennesker jeg kom til at bo på hostel med.

En af de mange fantastiske solnedgange i Puerto Escondido

Den meget high-tech måde at transportere surfboards her..

Jeg ankom lørdag morgen med en del folk fra min spansk skole, og folk fra mit home stay i Oaxaca der ville med på weekend tur da den efterfølgende mandag var helligdag i Mexico. Det resulterede i at vi fik stablet en fiskekonkurence på benene mellem 2 både og så ellers af sted til havs mandag morgen kl 7. Havde kun fået omkring 2 timers søvn inden vi tog af sted, og må nok indrømme at have været en smule presset til tider under sejladsen, men det hindrede mig dog ikke i at hive vinderfisken ind, dog ikke uden kamp, 45kg fisk forstår at trække i linen!

Afgang tidlig morgen..

Mit crew og mig med monsteret

Turen var en stor oplevelse, det var en super fed oplevelse at trække sådan et monster ind, derudover så vi utallige søskildpader og blev fulgt af en flok delfiner i omkring en halv time. Desværre stødte vi ikke på hvaler, men man kan jo heller ikke forvente at få det hele. Mandag aften vendte folket fra Oaxaca snuden nordpå igen, og jeg var tilbage som lonely traveler. Havde egentlig ikke planlagt at blive vildt meget længere i Puerto Escondido, men tiden står stille når man er der, og inden jeg havde fået set mig om var der gået næsten 2 uger i fest, farver, surf og strandens tegn. Et andet af højdepunkterne fra tiden der var min tur til Checahua, en lille smuk ø med god surf, med Christian en anden dansker jeg mødte på hostelet og Simon fra Australien. Der havde været et par dage uden ordentlige bølger, og den lokale surf instruktør havde i et stykke tid forsøgt at overtale os til at tage med ham til Checahua, som han roste til skyerne, på en dog rimelig dyr tur. Istedet for at tage med ham blev vi enige om bare at tage chancen og tage turen selv med colectivo (små minibusser), uden den helt store viden om hvordan og hvorledes vi egentlig kom derud. Torsdag morgen var det så af sted med surfboards på taget mod den by hvor vi havde fået os læst frem til at man skulle sejle derud fra. Turen til Zapotolito hvor vi skulle sejle fra gik rimelig smertefrit, men der løb vi ind i et mindre problem. Alle bådsejerne var tilsyneladende i familie og havde ingået et kartel om at presse citronen så meget som muligt og så ellers flå de turister der gerne ville derud. Efter lidt tids frustrerende forhandlinger fik vi dem endelig ned på en nogenlunde acceptabel pris og vi sat kursen mod Checahua. Turen derud viste sig at være helt fantastisk.

Simon på båden

Vi sejlede gennem tæt mangrove jungle med store hvide hejrer lettende ind forand båden i tide og utide. Det bragte gode minder tilbage til min tur i Amazonas junglen i Ecuador, uden dog at være lige så rigt på dyreliv. Inden vi kom til Checahua troede jeg Puerto Escondido var afslappende, men Puerto kom til at fremstå som en travl myretue sammenlignet med Checahua. Der var intet andet en nogle få restaurenter med tage af palmeblade, nogle meget simple hytter og så ellers bare strand og vand. Der viste sig også at være rigtig gode bølger derude, og det virkede som et lækkert sted at bruge nogle dage på bare at slappe af, surfe og hygge ved bål på stranden.

Jungle sejlads

Checahua

Fredag nat tog jeg videre fra Puerto Escondido til San Cristóbal de Las Casas i bjergene i Chiapas med Christian og Alex, en tysker jeg også mødte i Puerto Escondido,. Det var noget af en omvæltning at komme fra temperaturer på ca 30 grader om dagen og et par og 20 om natten til ca 20 grader om dagen og omkring 5 grader om natten. Lige en tand for koldt til min smag! San Cristóbal var en super hyggelig by, men endte med kun at bruge et par dage der. Nåede dog heldigvis på den tid at få prøvet en del af det fantastiske kaffe der har her, tjekket et par markeder ud og vigtigst af at få mødt den ægte Zorro.

Christian og The Real Zorro..

Random stuff fra San Crisóbal

Vi har booket en rafting tur i junglen fra i morgen over 2 dage, blandt andet med overnatning i telt langs floden i midten af ingenting. Sidder lige nu i bussen på snørklede bjergveje med udsigt over utallige kaffeplantager, jungle og små landsbyer. Kursen er sat mod Palenque, en gammel Maya ruin i junglen, hvor vi bruger dagen inden vi tager uden for al civilisation og gør klar til turen i morgen, men det må i høre om næste gang.
Jeg er efterhånden ved at nærme mig rejsens ende, med kun 2 uger til jeg forlader Mexico og vender snuden hjem. Er da også så småt begyndt at glæde mig, selvom det bliver svært at vende sig til kulden. Må tage lidt forår med hjem i taskerne..

Til næste gang
Christian

P.S. Havde ikke mulighed for at få indlæget op inden jeg kom i junglen som planlagt så dagene er lidt forskudt.. Har ikke lige haft tid til at skrive om junglen endnu, det må komme senere..