Gylstorff Abroad

Så fik jeg tid til at få sat mig ned og skrevet om vores jungletur og hvad der elles er sket derefter. Vi tog fra San Cristóbal tidlig mandag morgen for at have tid til at komme op og se Maya ruinerne i Palenque inden vi skulle med en colectivo sydpå og ind i Lacandón junglen. Planerne gik dog lidt i vasken da vores bus var en del forsinket og det tog længere end forventet at få transport videre på plads. Vi droppede at se ruinerne inden, da Alex havde set dem før og jeg havde tid til at gøre det på vej nordpå igen, for at få nogle timer i vores junglehytte inden det blev mørkt. Da vi checkede ind på vores hostel i San Cristóbal rendte vi rent tilfældigt ind i Angy, en 35årig halvstenet, men super fin australier jeg havde boet på hostel med i Oaxaca for en måneds tid siden, da hun chekede ud og var på vej videre til Palenque. Hun spurgte lidt ind til vores tur inden hun smuttede, og virkede ret interesseret, men det blev ved snakken.Vi rendte så rent tilfældigt ind i hende igen da vi traskede rundt i Palenque for at få videre transport på plads, og det endte med at hun rent spontant valgte at koble sig på os.
Vi fik transporten på plads og kom afsted, med destination 2,5 time ude i junglen. Da vi ankom var jeg lidt overrasket over at se at der faktisk var civilisation hvor vi skulle bo, havde forestillet mig at det ville være en del mere isoleret og primitivt end det egentlig var. Men det gjorde nu ikke så meget da det var turen og ikke hytten der skulle være oplevelsen.

Gringos lost in the jungle

Næste morgen stod vi op tidligt og gjorde klar til at komme afsted, da vi hellere ville bruge tiden i ved vores campsite i junglen end ved hytten. Vi var blevet fortalt da vi bookede turen at man normalt tog afsted omkring kl 11, men det egentlig var op til os. Desværre viste det sig til stor frustration at skulle vente på 2 andre fra en anden turgruppe,der skulle med på rafting den første dag, og som først var klar kl 1. Og eftersom at vi er i Mexico blev klokken nærmere halv tre inden vi kom afsted, uden udsigt til den inkluderede frokost før kl halv 5. Så da vi endelig kom afsted var det med 4 halvsure gringos i båden. Heldigvis viste turen sig at være super god. Det var ikke en super hurtig flod, men istedet med mange vandfald på op imod 2,5 meter som vi tog i båden. Lidt adrenalin og sulten var glemt. Vi endte dagen med et lille trek i junglen inden vi slog lejr ved et vandfald for natten.

Vores guide snakkede kun spansk, så der var rigelig mulighed for at få motioneret det jeg har lært herovre. I området omkring junglen bor der stortset kun Mayas og vi fik fortalt lidt om kulturen osv, blandt andet skulle verdens ældste mand på 120 år bo i nærheden. Forsøgte også at lære et par ord på Maya, uden det store held. Maya har mere karakteristik af dyrelyde end hvad man som europæer forbinder med tale. Da vi kom tilbage til lejeren var det tid til at skilles, de tre andre satte kursen mod Guatemala, mens jeg skulle tilbage til Palenque for at komme videre nordpå. Var lidt underligt at være tilbage helt på egen hånd efter at have rejst og boet med mange af de samme mennesker gennem 5 uger. Inden vi skiltes havde jeg dog en lættere interresant oplevelse. Havde haft et par sko på, på første dagen som var blevet fuldstændig gennemblødt. Havde forsøgt at tørre dem ved vores bål om aftenen og ville så lige mærke om de var tørre inden jeg pakkede dem ned i min backpack. Jeg stak hånden derned og mærkede et eller andet prikke min finger, kiggede derned og fik et mindre chock da jeg så det var en lille skorpion. Heldigvis var krybet dog død, men var stadig lidt nervøs for om det var bråden jeg havde stukket mig på, da de små skorpioner er relativt farlige, og der var langt til lægehjælp hvis det skulle blive nødvendigt. Det viste sig dog heldigvis ikke at være et problem, og jeg kunne fortsætte til Palenque uden men

Palenque

Efter at have set ruinerne i Palenque, som iøvrigt er nogle af de bedre i Mexico på grund af placerigen midt i junglen, satte jeg kurs mod Valladolid. Jeg var egentlig tidligere blevet enig med mig selv om at jeg ikke gad at se Chichen Itza, da jeg var ved at brække mig over ruiner og folk havde fortalt mig at det ikke var super godt selvom stedet har fået prædikatet ”Verdens 7. nye vidunder”, men da jeg havde tiden og tænkte at 10 dage ved det caribiske ville blive for meget da det har ry for at være rimelig turistet, tog jeg turen alligevel. Valladolid viste sig at være en super hyggelig by, den er ikke ret stor og ikke specielt kendt da den står lidt i skyggen af den nærliggende storby Merida, men er glad for at jeg tog dertil og ikke Merida. Valladolid er også omkring så tæt man kommer på Chicen Itza med gode overnatningsmuligheder, medmindre man har lyst til at bo på et af de svinedyre resorts bygget lige op af.

Valladolid by night

Et af de mange bands der spillede rundt om i byen og aftenen, her på toppen af en restaurent for at lokke gæster til.

Jeg kom tidligt op torsdag og afsted mod ruinerne for at forsøge at undgå de helt store rushhours, ruinerne har ry for at være helt sorte af mennesker op af dagen når tourbusserne fra Merida begynder at ankomme og det ville jeg for alt i verden undgår. Jeg andkom omkring halv 10 og der var stadig lige mange nok mennesker til min smag. Heldigvis undgik jeg den første times tid at komme i nærheden af en af de forhadte kæmpegrupper af amerikanere/tyskere/japanere med deres guide og super store telelinser. Det var dog ikke muligt at slippe for de utallige mexicanske sælgere. De solgte mere eller mindre alle det samme turistlort i deres boder, med berømte salgstricks som "Looki look amigo, 1 dollar", hvis man så ret faktisk spurgte om prisen viste den ene dollar at være special discount for you amigo.

Cheap, cheap, almost free!

Var ikke synderlig imponeret af ruinerne, de var restaureret så meget at det på en eller anden måde kom til at virke som et sminket lig mere end noget autentisk. Derudover var der super mange restriktioner på hvad man måtte og hvor man måtte gå, det betød at alt kun kunne betragtes fra omkring 2 meters afsted, og at der var umuligt at komme til at se detaljer og lignende. Selvom området var kæmpe stort tog det ikke vildt længe inden jeg blev træt af at være der, og efter at have siddet og betragtet de store grupper af pakketurister uden selvstændighed blev jeg enig med mig selv om at det var tid til at rykke videre til kysten.

Chichén Itza

Headless chicken

Kursen blev sat mod Tulum ved det caribiske hav, byen er ikke specielt imponerende og er bygget om omkring en hovedvej, men er heldigvis ikke specielt turistet. 5km fra centrum ligger stranden så, 9km kridhvid bounty strand uden ret mange mennesker og krystalblåt hav. Tulum er egentlig kendt for sine ruiner, der er bygget af Mayaerne helt ud til vandet. Selve ruinerne er mere eller mindre spild af tid, men sceneriet er ret nice med det caribiske hav i baggrunden. Den eneste grund til at jeg tog derud var dog fordi jeg kunne komme gratis ind på mit studie-id fra min spanskskole.

Tulum

Den anden ting Tulum er kendt for er de mange underjordiske huler her, engang for længe siden var hulerne tørlagt og regnvandet fra junglen har dannet fantastiske formationer af slagmitter og stalakitter. I dag er hulerne oversvømmede og det giver fantastiske dykkermuligheder. Kombineret med det faktum at det er det største underjordiske hulenetværk i verden gør det til et mekka for cavedivers. I øjeblikket er omkring 240km af hulerne blevet kortlagt, men ingen ved hvor langt ind i landet det faktiske strækker sig, da der er naturlige begrensninger på hvor langt det faktisk er muligt at komme ind uden at sætte livet på spil. Erfarne cavedivers med det rigtige udstyr kan tage dyk på over 6 timer af gangen, men det kræver stor forberedelse og det ikke muligt at dykke mere end noget der ligner en gang om ugen eller mere for at undgå ophobning af nitrogen i kroppen.
Uden et full cavediver certifikat er det kun muligt at lave caverndives i hulerne, det betyder at man altid skal kunne se dags og dermed en vej ud under hele dykket. Jeg tog en dag med to caverndives med en diveshop der blev anbefalet af det hostel jeg boede på, det viste sig at være et super godt valg da min divemaster var superenergisk cavediver og kendte de fleste af hulerne i området ud og ind. Han havde shoppen sammen med 2 af sine venner, og de beskrev sig selv mere som eventyrer end som guides. De gjorde det ikke for at tjene styrtende med penge, men fordi de elskede det. Om sommeren når der ikke er mange turister tager de ud i mangroven bevæbnet med kompas, gps og machete for at lede efter nye cenotes, adgange til det underjordiske netværk. Det er 4 år siden jeg sidst har taget et dyk før jeg gjorde det her, så var lidt spændt på at se hvordan det var, men da jeg først kom i vandet var det som ”riding a bike”. Dykkene var i rimelig nemme omgivelser i en hule kaldet ”Dos Ojros” – de to øjne. Der var spækket med fede formationer, og på det andet dyk fik man også lidt af den klaustrofobiske hulefornemmelse. Vi var dog 3 mand på dykket, så det var ikke sikkert at bevæge sig uden for den fastlagte rute som det er meningen man skal følge. Jeg synes dog ikke helt jeg havde fået nok, og ville gerne have mere af den autentiske cavedive følelse. Jeg snakkede lidt med min divemaster og han tilbød at tage mig alene med ud i en hule ved navn Cavalera eller ”The temple of doom”, navngivet sådan fordi lyset, strømmende ned igennem huletaget, set nedefra med lidt god vilje danner et dødningehoved.

Calavera

Det endte dog med at det ikke blev helt alene alligevel, da en spansk divemaster, der var på besøg for også at prøve at dykke i hulerne, hoppede med på vognen, det ændrede dog heldigvis ikke på ruten. Faktisk viste det sig at være en bonus da han havde et undervandskamera med og fik taget nogle ret fede billeder undervejs. Hulerne i området er primært ferskvand, men de er forbundet med havet. Det betyder at saltvand møder ferskvand, kaldet halocline, mange steder. Da vandet ikke har samme densitet giver det en meget fin faseopdeling mellem de to hvis vandet er uberørt et stykke tid. Vi var de første dykkere i Calavera, hvor det meste at dykke et i halocline. Faseopdelingen giver en super fed effekt, set ovenfra kan det bedst beskrives som synet af overfladen på en klar og helt rolig sø, bare under 5-10 meter vand. Problemet ved halocline er dog at når man mixer de to faser bliver vandet helt vildt sløret og man kan kun se 1-2 meter frem, og det kan give lidt problemer under dykket. Det var derfor nødvendigt at svømme forskudt af hindanden det meste af tiden. Fasen havde også den ret fede effekt at vandet var omkring 5 grader varmere i den nedre salte del end ferskvandet i overfladen, så man oplevede nogle ret bratte temperaturskift.

Den spanske dykker og mig, billedet er taget fra ca halvanden meters afstand i halocline, så man kan ligesom få en fornemmelse for hvor sløret det bliver når faserne bliver mixet

Under dykket blev vi ledt et stykke ind i 3 forskellige hulegange som egentlig bliver karakteriseret som decideret cavedive. Det var en vildt fed, men også rimelig intimiderende oplevelse at være fuldstændig opslugt at hulen under jorden, og egentlig ikke vide hvor man er. Det er utrolig nemt at miste orienteringen når man ikke kan se dagslys, og vi var da også fuldstændig i vores divemaster nåde derinde. Vi havde fået at vide at vi skulle fortælle når vi nåede et bestemt tilbageværende tryk i vores tanke, så vi havde tid til at komme ud og få lavet vores sikkerhedstrop ind opstigning til overfladen. Det passede med at jeg ramte det punkt de vi var længst inde i en af tunnelerne. Det var en rimelig stressende oplevelse ikke at vide hvor langt der var ud, og tankerne begyndte uundgåeligt at cirkulere omkring om jeg nu havde luft nok tilbage osv. I det øjeblik fik jeg en hel del mere respekt for hvad det faktisk ville sige at lave deciderede cavedives. Jeg fik tvunget mig selv til at slappe af, tage det roligt og stole på min guide, og det viste sig da heller ikke at være et problem, selvom vi ikke kunne være blevet nede meget længere før jeg skulle have haft luft fra hans tank (han havde fuldt cavedive udstyr, med dobbeltank, så helt uforsvarligt var det ikke .

Stop, hertil og ikke længere! Læg iøvrigt mærke til The Grim Reaper i bunden

Bagefter var det dog en god oplevelse, og man lærer lidt om sig selv og hvordan man håndterer situationer som dette ved det, og har i sidste ende gjort mig til en bedre dykker. Problemet med stess under vandet er at man begynder at hyperventilere en smule, og trække vejret meget overfladisk. Man ender derfor med at bruge sit luft meget hurtigere og på ingenting nyttigt. Det kan også i sidste ende lede til panik og fuldstændig urationelle beslutninger der i den forkerte situation under vandet, specielt uden direkte adgang til overfladen, kan være fatal. Et cavediver kursus går derfor også mere ud på at simulere potentielle krisesituationer under et cavedive, så man kan lære at håndtere dem istedet for at panikke, end det er egentlig dykkerteknik. Jeg er super, super glad for at jeg tog det sidste dyk med, og det er da også uden tvivl det bedste dyk i mit liv! Alt i alt var det nogle rigtig gode dage i Tulum, der var ikke specielt meget at lave, men gav alligevel nogle rigtig fede oplevelser, og det caribiske hav er iøvrigt også ret lækkert

Sombrero, cerveza y sol. Me gusta!

Jeg er nu taget videre til Playa del Carmen, ca 60km længere oppe af kysten. Det bliver det sidste stop på min rejse i Mexico inden jeg tager flyet fra Cancun på mandag. Playa del Carmen kommer nok til at være det mest turistede sted jeg har været på turen, men er samtidig også kendt som den bedste fest i Mexico, så bliver et godt sted at ”slappe” af de sidste dage.

Det var alt for denne omgang.. Puha det blev langt!
Hyg derhjemme!
Christian

Så kom jeg til Puerto Escondido, Mexicos surfmekka. Byen ligger for foden af bjergene ud til Stillehavet Der bor kun omkring 30.000 mennesker i byen, og det kan helt sikkert mærkes på det daglige tempo. Byen er bygget op omkring de 2 strande, Playa Principal og Playa Zicatela i en stor bugt, hvor især sidstnævnte er hovedattraktionen i byen. For ikke-surfere er Zicatela, dog ikke det store at råbe hurra for, sandet er rimelig groft og der er badeforbud pga de stærke understrømme. Men for gode surfere er det derimod byens helt store tilløbsstykke. Bølgerne er kun omkring 2-3 meter i øjeblikket, men i højsæsonen snakker vi gerne et sted mellem 10 og 15 meter høje bølger der danner perfekte tubes, deraf navnet The Mexican Pipeline. Når bølgerne bliver store er byen hjemsted for en del pro-surfere der bruger Zicatela som træningsplads, og der er også flere store surf-turneringer her hvert år. Surfing her er dog langt fra ufarligt, og man kan på stranden se opstillede kors for de efterhånden nogle liv Zicatela har på samvittigheden, deriblandt også pros. Der så meget kraft i vandet her, at selvom bølgerne ikke er så store for tiden har de stadig rigeligt med kraft til at knække et board for den uheldige. Hvis man så tænker på at bølgerne bliver 5 gange så store er det ikke så underligt at der er dødsfald her. For at sætte lidt i perspektiv hvor stort det egentlig er kan i tage et kig på dette, optaget her for et par år siden: Tow-in surf på Playa Zicatela

Playa Principal

Bølgerne på Zicatela

Heldigvis var der andre strande, med lidt mere begyndervenlige bølger, så min surf-mødom blev taget i lidt sikrere omstændigheder. Desværre var der flere dage med ikke ret mange bølger, end dage med gode bølger og det satte lidt en bremse på læringsprocessen Der var dog heldigvis en del andre ting ved Puerto Escondido der stadig gjorde det et fantastisk sted at være, deriblandt lækre strande, billige drinks, et ok natteliv og de super cool mennesker jeg kom til at bo på hostel med.

En af de mange fantastiske solnedgange i Puerto Escondido

Den meget high-tech måde at transportere surfboards her..

Jeg ankom lørdag morgen med en del folk fra min spansk skole, og folk fra mit home stay i Oaxaca der ville med på weekend tur da den efterfølgende mandag var helligdag i Mexico. Det resulterede i at vi fik stablet en fiskekonkurence på benene mellem 2 både og så ellers af sted til havs mandag morgen kl 7. Havde kun fået omkring 2 timers søvn inden vi tog af sted, og må nok indrømme at have været en smule presset til tider under sejladsen, men det hindrede mig dog ikke i at hive vinderfisken ind, dog ikke uden kamp, 45kg fisk forstår at trække i linen!

Afgang tidlig morgen..

Mit crew og mig med monsteret

Turen var en stor oplevelse, det var en super fed oplevelse at trække sådan et monster ind, derudover så vi utallige søskildpader og blev fulgt af en flok delfiner i omkring en halv time. Desværre stødte vi ikke på hvaler, men man kan jo heller ikke forvente at få det hele. Mandag aften vendte folket fra Oaxaca snuden nordpå igen, og jeg var tilbage som lonely traveler. Havde egentlig ikke planlagt at blive vildt meget længere i Puerto Escondido, men tiden står stille når man er der, og inden jeg havde fået set mig om var der gået næsten 2 uger i fest, farver, surf og strandens tegn. Et andet af højdepunkterne fra tiden der var min tur til Checahua, en lille smuk ø med god surf, med Christian en anden dansker jeg mødte på hostelet og Simon fra Australien. Der havde været et par dage uden ordentlige bølger, og den lokale surf instruktør havde i et stykke tid forsøgt at overtale os til at tage med ham til Checahua, som han roste til skyerne, på en dog rimelig dyr tur. Istedet for at tage med ham blev vi enige om bare at tage chancen og tage turen selv med colectivo (små minibusser), uden den helt store viden om hvordan og hvorledes vi egentlig kom derud. Torsdag morgen var det så af sted med surfboards på taget mod den by hvor vi havde fået os læst frem til at man skulle sejle derud fra. Turen til Zapotolito hvor vi skulle sejle fra gik rimelig smertefrit, men der løb vi ind i et mindre problem. Alle bådsejerne var tilsyneladende i familie og havde ingået et kartel om at presse citronen så meget som muligt og så ellers flå de turister der gerne ville derud. Efter lidt tids frustrerende forhandlinger fik vi dem endelig ned på en nogenlunde acceptabel pris og vi sat kursen mod Checahua. Turen derud viste sig at være helt fantastisk.

Simon på båden

Vi sejlede gennem tæt mangrove jungle med store hvide hejrer lettende ind forand båden i tide og utide. Det bragte gode minder tilbage til min tur i Amazonas junglen i Ecuador, uden dog at være lige så rigt på dyreliv. Inden vi kom til Checahua troede jeg Puerto Escondido var afslappende, men Puerto kom til at fremstå som en travl myretue sammenlignet med Checahua. Der var intet andet en nogle få restaurenter med tage af palmeblade, nogle meget simple hytter og så ellers bare strand og vand. Der viste sig også at være rigtig gode bølger derude, og det virkede som et lækkert sted at bruge nogle dage på bare at slappe af, surfe og hygge ved bål på stranden.

Jungle sejlads

Checahua

Fredag nat tog jeg videre fra Puerto Escondido til San Cristóbal de Las Casas i bjergene i Chiapas med Christian og Alex, en tysker jeg også mødte i Puerto Escondido,. Det var noget af en omvæltning at komme fra temperaturer på ca 30 grader om dagen og et par og 20 om natten til ca 20 grader om dagen og omkring 5 grader om natten. Lige en tand for koldt til min smag! San Cristóbal var en super hyggelig by, men endte med kun at bruge et par dage der. Nåede dog heldigvis på den tid at få prøvet en del af det fantastiske kaffe der har her, tjekket et par markeder ud og vigtigst af at få mødt den ægte Zorro.

Christian og The Real Zorro..

Random stuff fra San Crisóbal

Vi har booket en rafting tur i junglen fra i morgen over 2 dage, blandt andet med overnatning i telt langs floden i midten af ingenting. Sidder lige nu i bussen på snørklede bjergveje med udsigt over utallige kaffeplantager, jungle og små landsbyer. Kursen er sat mod Palenque, en gammel Maya ruin i junglen, hvor vi bruger dagen inden vi tager uden for al civilisation og gør klar til turen i morgen, men det må i høre om næste gang.
Jeg er efterhånden ved at nærme mig rejsens ende, med kun 2 uger til jeg forlader Mexico og vender snuden hjem. Er da også så småt begyndt at glæde mig, selvom det bliver svært at vende sig til kulden. Må tage lidt forår med hjem i taskerne..

Til næste gang
Christian

P.S. Havde ikke mulighed for at få indlæget op inden jeg kom i junglen som planlagt så dagene er lidt forskudt.. Har ikke lige haft tid til at skrive om junglen endnu, det må komme senere..

Så fik jeg langt om længe taget mig sammen til at skrive et nyt indlæg efter længere tids stilstand. Egentlig ikke fordi lysten har manglet, men der er bare ikke sket så voldsomt meget de sidste par uger. Jeg befinder mig i øjeblikket i Oaxaca, hvor jeg har det hårde lod at skulle leve med blå himmel og 25 grader hver eneste dag

Jeg er i øjeblikket travt beskæftiget med min 3. og sidste uge på spanskkursus. Hvad jeg har haft her de seneste uger er nok noget af det tætteste man kommer på en hverdag som backpacker, med en rimelig fast difineret plan for ugen. So far har kurset været super godt, og der er sker helt sikkert ting og sager med mine spanskkundskaber hver eneste dag. Jeg frygtede lidt inden jeg startede at jeg ville blive rastløs med skolegang mens jeg egentlig er på ferie, men det har slet ikke været et problem og går endda med overvejelser om at tage en uge ekstra. Har soloundervisning i denne uge, da der ikke er andre på mit niveau på skole i øjeblikket og det giver virkelig value for money!
Dagene strækker sig fra 9 til 2 hver dag, med 3 times grammatik undervisning og 2 timers diskussion. Er en halvhård omgang, men hvad man ikke gør for at blive klog..

Downtown Oaxaca

Skolen går heldigvis også en del op i sjov og ballade, med hyggefodbold et par gange om ugen og vigtigst af alt Café Social hver onsdag hvor vi mødes lærere og elever på en bar i midtbyen i nogle noget minder formelle omgivelser. Så står den ellers på øl og mezcal resten af aftenen, og det er da sket et par gange at det er blevet ud på de små timer inden jeg har ramt lagnerne. Turene kan dog ikke beskyldes for at være specielt befordrende for min indlæring...
Udover skolen er det blevet til lidt ture rundt i det mexicanske landskab i weekenderne og ellers en del øl. Inden jeg kom til Oaxaca gik turen til et par andre byer i bjerene. Jeg forlod mexico city til fordel for den tidligere sølvmineby Taxco. Byen er placeret på en bjergside, og består af gamle hvide godt bevarede kolonihuse med små snørklede og rimelig stejle veje. Byen gamle look blev yderligere understrejet af at alle taxis i byen (og en stor del af de private biler) var hvide bobbeler. Alt i alt en veldig charmerende by, der dog ikke bød på det store at lave andet end en at kigge på bjergene, shoppe sølv og besøge byens stolthed, en gammel katedral i brarrokstil.

Taxco

Fra Taxco gik turen videre til Puebla, en af de større universitetsbyer i Mexico. Puebla havde en lækker stemning og flot arkitektur, men var mere et stop på vejen til Oaxaca end en egentlig planlagt destination, så nåede ikke så meget i detaljer med byen og tog videre til Oaxaca efter en enkelt overnatning.

Grillhygge på taget af mit hostel i Oaxaca

De første dage i Oaxaca blev brugt på at finde en spanskskole, slappe af og ellers et så ellers par pilsnere med de mennesker jeg boede på hostel med. Det var en af disse aftener hvor jeg prøvede det nok dummeste druk spil til dato. Det startede rimelig uskyldigt med at vi kom ind på en bar hvor de spillede live musik, der var et mindre chill område ovenpå hvor vi fik sat os op med en øl. Udover os var der godt fyldt med mexicanere, og i det ene hjørne sad en mindere gruppe og legede med et eller andet til stor morskab. Vi var selvfølgelig interesserede i at finde ud af hvad der foregik, og blev inviteret til at deltage. Reglerne var ret simple, en gut havde en svagstrøms generator med i byen med to elektroder, to gutter tog hver deres elektrode, og der blev dannet end rundkreds ved at holde hinanden i hånden eller den lidt mere avancerede, kun med lillefingeren. Så blev der ellers skruet op for strømmen, og den første til at bryde cirkelen skulle drikke og var ude af spillet. Jo færre der var tilbage i cirkelen, des mere ubehageligt blev det.. En rimelig dårlig cocktail når man hader at tabe! Må siges at føles en smule underligt når man ufrivilligt sidder og flexer fordi man bliver electrocuted og har mistet noget af kontrollen over sine muskler i armene

Udsigt over Oaxaca fra en af de mange omkringliggende bjergtoppe

Ellers har jeg levet livet, spist en græshopper og været rundet og se lidt på det forskellige sights i og omkring byen, blandt andet den store Zapotech ruin Monte Alban, et par markeder og noget natur, ikke noget jeg vil bruge super meget tid på at skrive om, billederne taler vist lidt for sig selv.

Monte Alban

Idiot-tourist på tur...

Kan super godt lide byen, den har en dejlig stemning og er meget præget af de mange forskellige præspanske kulturer der stadig lever her. Min underviser fortalte mig den anden dag at det menes at der taltes over 700 sprog i staten Oaxaca inden besættelsen, så har og er stadig et rimelig multikulturelt område. Det er ikke usædvaneligt at finde mennesker der ikke kan tale spansk her hvor man kommer ud i de lidt tyndt befolkede områder, fordi folk lever enormt isoleret på grund af bjergene. Der er mange store ugentlige markedet i landsbyer rundt omkring Oaxaca, hvor der er gode muligheder for at købe traditionen mad, kunst og crafts

Tlacolula, et af de største af de omkringliggende markeder

Træt, træt sælger

Dagens underligste syn, den lokale ællingepusher...

Jeg har siden jeg startede på spanskundervisning boet ved en mexicansk værtsfamilie. Har været en rigtig god oplevelse, og tvinger mig til at bruge det jeg nu ellers får lært da de ikke snakker et ord engelsk. En anden fordel er at der står mad klar til om morgenen og når jeg kommer tilbage fra undervisning. Maden er primært traditionelle mexicanske retter, og har derigennem fået prøvet meget af hvad Mexico har at byde på. Der er langt fra TexMex til hvad de rent faktisk spiser herovre, men maden er super lækker! Bor her heldigvis ikke alene, men sammen med nogle få andre europæere i starten af 20’erne, så der er altid nogle at snakke med på et andet sprog end spansk når man trænger til at koble af.

Hierve El Agua, et "vandfald" bestående af stalakitter in the middle of nowhere i bjergene.

Ellers går turen sydpå til Puerto Escondido, en surferby på sydkysten, fredag nat. Glæder jeg mig rigtig meget til, skulle have en lækkert laidback stemning, et godt natteliv og det bedste surfbreak i Mexico. Tror det er ved at være tid til at jeg langt om længe får det lært

Håber alt er vel derhjemme i kulden
Christian

Så nåede jeg til rejsens egentlige destination og har brugt den første uge i Mexico City, en af verdens aller største byer med et indbyggertal på noget der ligner 4 gange Danmark. Byen har samtidig ry for at være en af de farligste med en høj mordrate, mit indtryk er dog at det er stærkt overvurderet. Sandt at byen har kvarterer hvor man som turist (eller almindelig mexicaner for den sags skyld) skal være idiot for at sætte sine fødder og at man ikke skal gå rundt alene i byen sent om aftenen, men med et par få forholdsregler er det et ganske sikkert sted at være. Den største dødsfælde her er ikke kriminalitet, men nærmere trafikken. Det var noget af en omvæltning at komme fra USA og Canada, hvor folk holder tilbage for fodgængere hvis bare de ligner nogen der kunne have i sinde at krydse vejen, til Mexico City hvor bilerne gerne først stopper når de er 30 cm fra dig selvom man går i et fodgængerfelt.
Da jeg ankom fik jeg fundet mig et hostel i Colonial Centro, den gamle bydel bygget af den spanske kolonimagt. Stedet er mest befolket af mexicanere med lavere indkomst efter at folk med penge begyndte at rykke ud af de tætbefolkede centrum til mere fredelige områder, samtidig er det et af de steder i byen med flest hoteller og hostels. Det betyder mange gadehandlere, og desværre også at en del af de gamle kolonitids huse er rimelig misvedligeholdte. Ellers kan der ikke siges så meget andet om bydelen end at de gamle spaniere byggede fantastisk flot, og da en stor del af det gamle byggeri er godt bevaret er det ret fascinerende bare at traske rundt og kigge på bygninger.

Colonial Centro

Mexico Citys katedral

Julens helt store tilløbsstykke, en kælkebakke med katedralen i baggrunden. Folk stod gerne i kø i 2 timer for at få lov at prøve 10 sek på kælkebakken eller bygge en snemand..

Det spøjse ved Mexico City er at byen er anlagt på en tidligere sø, så undergrunden består mere eller mindre af ren mudder, det betyder at byen synker rimelig voldsomt, og specielt det gamle byggeri er/har været udsat på grund at dårligere tiknikker til at undgå dette. Det betyder at mange af de gamle huse med tiden er blevet virkelig skæve. Der var steder hvor man kunne se huse der tidligere havde stået helt op ad hinanden, men nu er der et gabende hul ved tagene fordi stabiliteten af undergrunden varierer. Det værste sted jeg så var dog den gamle Basilica kirke, der tidligere husede et af verdens mest besøgte katolske ikoner, jomfruen af Guadalupe. Nogle steder var gulvet så skævt at det føltes som om at man var ved at falde. Kirken har da også været lukket i mange år, og er først for nylig blevet genåbnet efter massive reparationer.

Den gamle Basilica

Dør i præsidentpladaset.. Billedet taler vist for sig selv

Mexico City blev oprindeligt grundlagt af Aztekerne, der ifølge var blevet fortalt af deres guder at de skulle bygge en by hvor de så en ørn lande på en kaktus med en slange i næbet, symbolet i Mexicos flag. Dette skulle være sket på en lille ø i den tidligere sø, og øen udgør idag colonial centro. Lederen af den spanske invasion ødelagde de aztekiske templer, for at hjælpe til at omvende de indfødte til kristendommen, og grundlagde på ruinerne den moderne Mexico City.

Rekonstruktion af Mexico City før spanierne fra antropologi museet.

Gammel aztekisk tradition. 26 omgange med hovedet ned kun fastgjort med et reb. Svimmel? Det tror jeg da nok jeg er!

Området omkring Mexico City har gennem årene rummet mange forskellige kulturer, og ruinerne fra disse kan ses flere steder. Mest spektakulære er de to gigantiske pyramider, pyramid og the sun og pyramid of the moon, bygget af den præazteciske kultur Teothichan. Pyramiderne ligger ca en times kørsel nord for Mexico City. Pyramid of the sun, den største af de to som man kunne bestige, måler 250m på hver led og 65m i højden. Noget af en klatretur, men udsigten gjorde det uden tvivl besværdet værd!

Min pyramide og mig

View from the top

Efter det meste af ugen var blevet brugt på at være kulturel, blev det weekend og det betød selvfølgelig at det gamle træben skulle svinges lidt. Fredag aften havde jeg havde fået købt mig en billet til Lucha Libre, det mexicanske svar på wrestling, bare med masker. Jeg havde hørt meget godt om det på forhånd, og det viste sig i den grad at leve op til forventningerne. Hold kæft det var god underholdning! Sporten er ligesom showwrestling fra staterne, kampene her er bare 3 mod 3 og er meget præget af et de gode mod de onde setup. Det der gjorde det så fedt var ikke kampene, jo det var god underholding, men mere mexicanernes forhold til sporten. Folk går sindsygt meget op i det til kampene, og det flyver med skældsord ikke bare fra mænd, men fra gamle damer, børn, koner og så videre. Jeg fik da også støvet den mindre pæne del af mit spansk af derinde, culeros!

Den flotte, flotte SUPER PORKY

Aftenens helt store tilløbsstykke var wrestleren Super Porky, en halvgammel mand der vejede mindst 20kg for meget, men folket elskede ham. Gennem hele hans kamp blev der fanatisk skreget PORKY, PORKY, PORKY fra pøblen, mens han nedlagde modstandere med hans fede dunk. Man måtte desværre ikke have kamera med derind, så i må nøjes med et billede af den flotte fyr fra en googlesøgning.
Efter kampen var der fra hostelets side blevet arrangeret en lille clubcrawl ud i det mexicanske natteliv, hvilket inkluderede en tur på en icebar. En ganske sjov, men noget kold oplevelse, især da glassene var lavet af is og der ikke var flere handsker..

Idiot turist på tur

Lørdag aften var jeg blevet inviteret til BBQ med Gonzalo og hans venner, en mexicaner min veninde Rikke har været på udveksling med i Washington, som jeg havde mødt tidligere på ugen til tacos og øl. De var alle en del af det bedere borgerskab i Mexico City, og det var derfor lidt en kamp at komme derud, da de som sagt ikke længere bor i centrum af byen. Da jeg kom derud blev jeg modtaget af en 20-25 mexicanere, tacos, quesilladas og tequila til den helt store guldmedajle. Var fantastisk at komme være fra backpacker miljøet for en tid og faktisk snakke med lidt af det rigtige Mexico. De fleste af dem snakkede heldigvis engelsk, så det gik selv med mit MEGET rustne spansk. Fire af drengene, inklusive Gonzalo, har været i Danmark til Roskilde, så der blev udvekslet røverhistorier, og selvfølgelig spillet er par partier ølbowling. Er helt stolt over at være med til at introducere det på den anden side af atlanten
Da aftenen begyndte at gå på hæld, var det blevet tid til clubbing. Det viste sig at blive noget af en oplevelse! Første skridt på vejen var at forlade Juan der holdte festens, rimelig store crib og så ellers placere sin røv i en kæmpe SUV kørt af en af pigernes families privatchauffør. Efter et pitstop for at få flere tacos på vejen nåede vi frem til en parkeringskælder, det så viste sig at være clubben. Uden tvivl det mest shady sted jeg nogensinde har været! Indgangen blev passet af to sterioidepumpede dørmænd der ikke lignede nogen du havde lyst til at have beef med. Bag dem bredte den røde løber sig ud hen til indgangen og det forjættede land. Efter at have stiret ondt på mit kørekort i flere minutter blev jeg endelig lukket igennem. 250 pesos senere (5 gange minimumslønnen pr dag herovre!) var vi på vej op til clubben i en elevator. Lige så shady som det så ud fra ydersiden, lige så fancy var det indenfor, med store lysekroner, vip-borde og jeg ved ikke hvor mange flasker Grey Goose på vægen bag baren.
Næste morgen vågnede jeg på Juans gulv og kunne kigge rundt på hvad der lige så godt kunne være et værelse tilhørende en tidlig teenager. Jeg viste godt at mexicanere flyttede sent hjemmefra, og alle jeg havde snakket med i løbet af aftenen boede også stadig ved deres forældre, men blev stadig lidt overrasket. Juan delte stadig værelse med hans ene bor, og værelset var plastret til i Simpsons fangear og lignende ting. Noget anderledes en hvad man ser ved en 23 årig derhjemme!
Efter at have brugt en fantastisk uge i Mexico City er jeg nu taget en smule sydpå til Taxco, en gammel mineby, men det må i høre om næste gang.
Håber ikke der gik for meget historie lektion i den, men har simpelthen fået banket så meget ind i hovedet over den sidste uge at jeg blev nødt til at komme af med lidt af det

Til næste gang
Christian

Hold kæft en omgang! Sidder i flyet på vej til Mexico City og plejer mine andendags tømmermænd efter 12 udmattende, men voldsomt underholdende dage i staterne. Efter ankomsten til Atlanta sent den 22 blev jeg samlet op af Tommy og kørt til hans ydmyge crib (med pool og private tennisbaner) lidt nord for Altanta, hvor han bor sammen med Helle den anden danske intern herovre.
Den 23. blev brugt med at se lidt af byen og ellers bare slappe af, se football og drikke et par hyggeøl. Tror ikke rigtig at der var nogen af os der den aften havde set komme hvad de kommende dage havde at byde på..
Juleaften blev brugt med Helle, hendes kæreste der er på besøg, en anden dansk pige der arbejder herovre og en mere eller mindre traditionel dansk julemenu, takket været et gammelt dansk ægtepar der importerer danske varer. En klassisk hyggelig tradition. Hvordan aftenen gik fra det stadie til vild abefest må i ikke spørge mig om, men det var ikke desto mindre hvad der skete, med jæger-bombs, tequila shots, 90’er dance og raverarm til den lyse morgen.

Kolde Carlsberg i solen juleaftens dag, man blev behandlet godt i Atlanta!

Rødvin og magi i køkkenet

Efter at have brugt en dag på at sunde os med de fantastisk retarderede mennesker fra Jersey Shore blev der den 26. gjort klar til julefrokost med alt det tilkommende og vigtigst af alt snaps. Desværre kunne det ikke blive til en Rød Aalborg, så vi måtte stille os til takke med en Linie akvavit.

Julefrokost med Lasse, Helle og Football

Tommy havde scoret 2 fribilletter til Atlanta Thrashers, det lokale NHL hold, samme dag og snapsen havde helt sikkert nået at sætte sig præg på det intelligensniveau vi fik lagt for dagen til kampen. Vi nåede ihvertfald at få vores SNEHADER på et par gange i løbet af kampen..
Kampen i sig selv var ikke super god, selvom den endte i overtid. Det var dog en noget flad fornemmelse da Tampa Bay Lightning scorede omkring 45 sekunder inde i overtide, og det hele sluttede, ikke bare uden penalty shootout, men også uden et eneste slagsmål i løbet af kampen. Hvad er det for en sport? Yderst skuffende!
For at rejse os fra skuffelsen, og da der ikke rigtig var nogen clubber åbne pga julen, blev vi enige om at tage at dyk ned i den amerikanske kulturskat og tage på stripklub istedet. At det er no biggie at gå på stripklub i USA blev rimelig tydeligt understrejet da vi mødte et ganske almindeligt amerikansk par der havde valgt at tilbringe deres 16års bryllupsdag med at gå på stripklub..
Det sjoveste ved turen derind var dog at få bekræftet sin fordom om hvordan dørmændende ser ud sådan et sted. De var præcis som portræteret i diverse film. Fede, halvskaldede mænd i lidt for store jakkesæt med guldkæder, ponytail og lukumsbræt. Hvad jeg ikke ville give for et billede!

As seen on Jerry Springer!

Efter en dag tilbragt i fosterstilling og selvmedlidenhed gik turen mod Miami, en mindre køretur på ca 1100km i Tommys hvide Pontiac. Ikke en specielt spændende tur, vi fik dog ”fornøjelsen” af at køre gennem den massive røgsky fra en skovbrand på omkring 4000hektar. Vi snakker omkring 40km kørsel med røg, røg og atter røg. Det passede heldigvis med at solen gik ned da vi var på vej igennem, og det gav en af de mest spektakulære solnedgange jeg nogensinde har set. Himmelen var kul sort, mens horrizonten var blodrød. Røgskyen gjorde dog at ingen af os magtede at stå ud af bilen og forevige den.

Tommy og det hvide lyn

Vi nåede langt om længe frem hen under aften og fik fundet vores hostel. Et sted der mere eller mindre kun handlede om een ting, og det var PAAAAAARTY. Fra omkring klokken fire hver dag begyndte der at blive pumpet house ud i lobbyen, og så var det ellers bare med at slå sig løs indtil turen gik til en af de store klubber i Miami, hvor der var arrangeret VIP indgang til farvorable priser for os der boede på hostellet. Opholdet i Miami bød på mange legendariske øjeblikke, men de fleste af dem er ”man skulle nok have været der”-moments. Men alt i alt var det bare en stor abefest. Alt kørte i 6. gear hele tiden, og det var et særsyn at se et sted der var lidt laid back stemning. Selvom det var sjovt langt hen af vejen blev det lidt for meget til sidst og jeg var egentlig glad nok for ikke at have flere dage i Miami da vi tog derfra. Jeg har da heller aldrig set så mange mennesker være blæst på coke, eller for den sags skyld blevet tilbudt at købe stoffer. Tror et citatet fra Turboweekend i overskriften beskriver meget godt hvad en del af de mennesker der bliver hængende i Miami gennem længere tid oplever.
De mange flotte bygninger og den store cubanske og mexicanske indflydelse på kulturen gør Miami til en charmerende by, med resturanter dans og cocktails. Jeg kunne da også sagtens finde på at komme tilbage, det skulle dog være udenfor de helt store peaks som nytår og springbreak, er ret sikkert på at det ville sætte tempoet i byen noget ned.

Ocean drive i Miami

Skyline Miami

Kursen nu står som sagt på ca 2 måneder i Mexicos land. Jeg skal mødes med Mia og Camilla, som går på biotek, årgangen under mig, på et hostel downtown. De har rejst i Mexico i halvanden måned, så satser på at de kan give mig et par pointers til hvor der er godt at lægge turen forbi. I første omgang skal jeg dog lige have et kig på Mexico City som skulle være rig på gammel spansk arkitektur og spektakulære museer.

Det var alt for denne gang, godt nytår til jer derhjemme!
Christian